Nu er der så kommet lidt mere finish i gangen og værelserne. Der er nemlig nu kommet fodpaneler og skyggelister op de steder, og det pynter.
Dog er der en enkelt ting der er gået galt med fodpanelerne og gerichterne, de passer nemlig ikke sammen i tykkelse. Fodpaneler er 20mm og gerichter er 14mm. Jeg er dog ikke i tvivl om at det skal være de 20mm, da der bla. er lednigsskjul bag fodpanel. Derfor må man lige se tiden an og måske skifte de gerichter som tømmeren har sat op til nogle der også er 20mm.
I køkkenet er der blevet lavet noget elarbejde i dag. Der er nu tilsluttet ovn, kogeplade, emhætte og lavet stik til køleskab.
På bagvæggen over bordpladen er der også monteret kontakter.
Kontakterne under overskabene var tænkt til at sidde monteret under skabet, men det har jeg sidenhen fortrudt og ønsker at have dem placeret over bordpladen på samme måde som bagvæggen. Derfor måtte elektrikeren i gang med at fræse, flytte kablet og sætte en dåse ind i væggen, og så måtte jeg lige mure kablet og dåsen til igen. Så sådan er det, når man ikke gennemtænker sagerne fra start må der laves lidt ekstra arbejde, men er sikker på at jeg bliver meget gladere for resultatet.